Osteopati

Osteopati på klinikken bliver udført af vores fysioterapeut og osteopat Lau.

‘‘Hvordan arbejder jeg som Osteopat & Fysioterapeut?

Når du kommer hertil første gang vil jeg starte med en samtale hvor jeg hører din historie for at danne mig et overblik og dit/dine symptomer. I nogle tilfælde vil jeg bede om at udfylde et spørgeskema som relaterer sig til dine symptomer. I denne samtale får jeg vigtige informationer der fortæller mig hvordan behandlingen skal tilrettelægges. Evt. blodprøver, scanningsresultater m.m inddrages


Når jeg har hørt din historie skal jeg bruge tid på at undersøge dig. Herefter vil jeg forklare hvad jeg finder, hvad min vurdering er og sammen laver vi en plan for hvordan du får det bedre. Ved de mere akutte tilstande hvor smerterne kun har stået på i dage/uger vil jeg ofte gøre brug af de osteopatiske manuelle teknikker.

Der behandles ud fra et grundigt anatomikendskab. Osteopaten arbejder med at manipulere led (“knække”), mobilisere (blidere bevægelser), muskelteknikker samt teknikker omkring kraniet. Desuden vurderes om de indre organer kan være en del af symptombilledet. Disse manuelle teknikker virker ved at påvirke nervesystemet og dæmpe smerterne. Før i tiden troede vi at rygsøjlens og bækkenets led kunne være “skæve”, “låste” og at disse kunne “sættes på plads”. Denne tilgang hersker stadig blandt mange behandlere. Idag ved vi at dette ikke er sandt. Desuden har raske mennesker, uden smerter, ofte de samme skævheder, låste led etc, men altså uden smerter. Kroppen er fantastisk til at adaptere og de skævheder, “låste led” etc. som vi alle har disponerer ikke til smerter. Årsagen til det kan hjælpe at behandle på de steder der er “spændt” & “låst” er at vi påvirker nervesystemet til at dæmpe smerterne og muskelspænding. Denne effekt er i de fleste tilfælde kortvarig. Har du akutte smerter i led eller muskler kan de nævnte teknikker forkorte perioden med smerter. Har du i længere tid gået med smerter kræves et samarbejde mellem patient og osteopat hvor det er individuelt hvilke faktorer der påvirker smerterne. Her er din historie vigtig for mig da jeg forsøger at høre hvilke faktorer der specifikt i dit tilfælde kan være med til at vedligeholde smerterne.


Ved de længerevarende smerter er det altid et samarbejde mellem dig og mig der kan gøre en forskel. De faktorer vi idag ved kan vedligeholde længerevarende smerter kan f.eks. være:


Måden du bevæger dig på. Der er ikke nogen forkert måde at bevæge sig på, men man kan uden at være klar over det have bevægemønstre der vedligeholder smerterne.


Dine tanker og forestillinger om hvad der er galt.


Frygt, angst og katastrofetanker omkring dine smerter kan forstærke smerten. Herunder er også dit generelle mentale helbred. Stress, angst & depression har en sammenhæng med smerter.


Livsstil, herunder kost, motion, overægt/undervægt, rygning, alkohol etc.


Andre sygdomme, f.eks. sukkersyge, gigtlidelser, tarmlidelser etc.


Søvn. Forringet søvn disponerer til længerevarende smerter.


Mange andre faktorer kan også være relevante. Med min viden omkring smerter koblet med din historie laver vi sammen en plan for hvordan vi kan opnå fremgang. Denne plan inkluderer ofte de nævnte faktorer hvor det også giver mening for dig. Jeg behandler, dvs. arbejder med din krop, når vi begge mener det er relevant.’’


Behandling:                                                                         Tid:                                                                        Pris:

Første konsultation                                                        60 minutter                                                    700 DKK

Normal konsultation                                                      25-30 minutter                                           450 DKK

Normal konsultation                                                      40-45 minutter                                           600 DKK